Begrebet virtuelle maskiner har eksisteret i rigtig mange år. Bl.a. hos
IBM siden midten af tresserne i deres VM/CMS, der delte operativsystemet
i to dele, hvoraf den ene stod for programafviklingen (for et enkelt
program), mens den anden (underliggende) del stod for opdelingen i flere
parallelle virtuelle maskiner. På denne måde kunne toppen af
styresystemet tage sig mere af afviklingen af programmet, mens bunden
kunne foretage den egentlige multitasking og styring af ressourcer.
Dette koncept er set i utallige løsninger senere gennem tiden, nogle til
kun at køre helt bestemte styresystemer, andre med en bredere support
for valg af styresystemer.
Virtualiseringslaget er en form for software, der simulerer det meste af
den hardware, der skal til for at afvikle et moderne operativsystem. En
ting, som de færreste virtualiserer, er dog selve processoren.
I vore dage tænker mange ”VMware”, når de hører begrebet virtualisering.
Det er da også sandt, at dette firma siden deres start i 1998 har bragt
de virtuelle maskiner ind i testmiljøerne, udviklingsmiljøerne,
pilotprojekterne samt nu også i serverrummene.
VMware er opbygget af en del grundmoduler med emulering af en række
enheder og funktioner, der findes i almindelige computerbundkort.
Herudover kan man til hver virtuel maskine, man ønsker at oprette, vælge
mellem en række af tillægsmoduler, hver med emulering af sin specifikke
hardwarekomponent. Harddiske bliver simuleret set ud fra det enkelte
styresystem som ATA eller SCSI enheder på en almindeligt forekommende
kontroller, mens indholdet af harddisken rent fysisk placeres som en fil
på grundstyresystemet. CD’er og DVD’er kan i en virtuel maskine enten
tilgås via grundmaskinens fysiske drev, eller man kan anvende en ISO
fil, der fra den virtuelle maskine ses som en fysisk enhed. På samme
måde virtualiseres floppy-drev med enten fysisk adgang eller gennem en
FLP-fil. Der kan tilføjes et eller flere netkort til en virtuel maskine,
og her har VMware valgt at emulere et AMD-netkort.
|
På lignende måder emuleres serielporte, parallelporte, USB-porte samt
lydkort. Det eneste, der ikke emuleres, er processoren, hvilket så også
sætter en begrænsning for, hvilke styresystemer der vil kunne fungere
ovenpå VMware. Det vil så kun være operativsystemer, der lader sig
installere på I386-platformen som kan anvendes og ikke f.eks. OS’er
beregnet for SPARC- eller PowerPC-processorerne. Når styresystemet skal
installeres på den virtuelle platform, leveres der naturligvis
dedikerede drivere med til alle understøttede OS’er.
En lignende virtualiseringsplatform kommer fra Microsofts VirtualPC
(tidligere Connectix). På samme måde som VMware har denne udviklet sig
fra test- og undervisningsplatform til også at være at finde i
serverrummene. Der understøttes imidlertid ikke ligeså mange OS’er (med
dedikerede drivere) som under VMware. Af andre forskelle kan nævnes, at
virtualiseringssoftwaren til VMware både findes til Windows og til
Linux. VMware findes desuden i en helt speciel udgave med sit eget
indbyggede styresystem, beregnet for store virtualiseringssystemer i
serverparker. Pris, Performance og OS-support er naturligvis de
faktorer, der skubber kunder, og i hvert fald på de to sidste punkter er
VMware stadig den store vinder.
Andre mindre kommercielle løsninger inden for virtualisering har også
set dagens lys inden for de seneste 4–5 år. I flæng kunne nævnes Plex86
(Bochs), der er en Linux-implementering, Basilisk II og PearPC, som
begge mest er fremstillet ud fra ønsket om at kunne køre MacOS på en PC,
da de emulerer processorerne Motorola 68040 og PowerPC G4.
Fremtiden tegner sig med EMC’s opkøb af VMware mod mere samlede færdige
fysiske emuleringsplatforme med et godt dedikeret OS og emuleringslag
til. Herudover skal vi huske på, at AMD og Intel begge har annonceret
planer om at lægge X86-virtualiseringsinstruktioner direkte i de
kommende multikerne-processorer. |
