Funktion
Både MetaFrame og W2K åbner op for, at virksomheden kan benytte sig af serverbaseret applikationslevering i stedet for den mere klassiske client/server opbygning. Det, der adskiller de 2 løsninger, er den funktionalitet, man får til rådighed til at styre, administrere og servicere overgangen til central applikationslevering.
De væsentlige funktionalitetsforskelle
Der vil nedenfor blive givet en række forskelle mellem det niveau af funktionalitet, man opnår med henholdvis en MetaFrame og en Microsoft løsning. Den absolut væsentligste forskel er dog, at hvor Microsoft er et generelt server-produkt, så er MetaFrame XP Presentation Server udelukkende udviklet til administrere en serverbaseret IT-løsning - dette forhold afspejler sig også af de indholdte funktionaliteter:
Performance
MS W2K benytter sig af Remote Desktop protocol (RDP) til at etablere kommunikation mellem Terminal-serveren og klienten. Denne protokol bruger ca. dobbelt så meget båndbredde pr. bruger som Independent Computer Architechture (ICA), som er den kommunikationsprotokol, der bliver anvendt af Citrix MetaFrame. Samtidigt indeholder Citrix mulighed for op til 24 bit farver på klientens desktop inden for denne tynde båndbredde. Til sammenligning skal det nævnes, at brugeren er begrænset til 256 farver på en ren
W2K*.
Rækkevidde
Da W2K og 2003 Server er Microsoft produkter, så kan disse serverbaserede løsninger udelukkende kommunikere med Microsoft-klienter. Citrix-løsningen kan forstås af alle almindeligt anerkendte klienttyper, herunder: DOS, Win16, Win32, MacOS samt diverse UNIX-klienter. På den måde kan man faktisk distribuere Microsoft applikationer til platforme, som normalt ikke understøtter disse. Denne funktion efterspørges især af Mac-kunder, der ønsker adgang til de mere komplekse Microsoft baserede ERP-systemer.
Belastningskontrol (Load balancing)
For at opnå en forøget sikkerhed i de tilfælde, hvor der skulle ske servernedbrud, så opereres der både i Citrix og W2K/2003 med funktionaliteten Load Balancing. Der er dog en væsentlig forskel på, hvorledes opgaven løses i de 2 produkter. I W2K/2003 er der tale om fuldt ud statisk brugerfordeling. D.v.s. at der ikke tages hensyn til den reelle serverbelastning, når en bruger logger på. Load Balancing i MetaFrame vurderer belastningen af på den enkelte server før brugeren får lov at logge endeligt på. På denne måde sendes brugeren til den server, der er mindst belastet (der måles på bl.a. CPU, RAM, Swap, I/O, antal brugere, antal åbnede applikationer m.v.).
Printerstyring
Med lanceringen af Citrix MetaFrame XP og Feature Release 1 hertil har Citrix løsningen for alvor vist, at der er fokus på at løse de print-problemer, der tidligere har kunnet opstå i en serverbaseret løsning. Dette område er ikke forbedret i W2K/2003. Med Printer Management i MetaFrame XP kan printerdrivere replikeres fra server til server uden at driveren manuelt skal installeres på den enkelte server. Man kan opstille positiv/negativ lister for printerdrivere, så problematiske drivere kan undgås. Man kan sågar kontrollere printjobbets brug af båndbredde, således at større print ikke længere belaster den generelle netværks-performance for brugerne. Endeligt kan med ved hjælp af Citrix' universal printer-driver være sikker på, at printjobbet kan ske på selv printere, som administratoren ingen mulighed har for at kende (hoteller, internet-caféer, biblioteker, hjemme-PC'er m.v.) |
Novell Directory Service (NDS)
Dette er endnu et eksempel på fleksibiliteten i en Citrix løsning. Virksomheder, der har baseret deres løsning på brugeradministration via NDS, kan nu distribuere applikationer til deres brugere ud fra denne database. Det betyder, at man ikke længere absolut behøver at etablere Active Directory Service (ADS) fra Microsoft, hvis man i forvejen har baseret sin løsning på Novell.
Session Shadowing
Denne funktion dækker over, at administrator/helpdesk kan overtage brugerens session og dermed både se dennes skærmbillede og kontrollere brugerens mus og tastatur. Det betyder, at man kan tilbyde en stærkt forbedret bruger support. I W2K/2003 løsningen skal administratoren logge på præcist samme server som brugeren og det er kun muligt at supportere én bruger ad gangen. I praksis betyder dette at arbejdsprocessen i help-desken forlænges betydeligt. Dette er ikke tilfældet i Citrix MetaFrame. Her kan der ske session shadowing på tværs af servere og af flere brugere på samme tid. Vær i øvrigt opmærksom, at man skal have fuld administrator-rettigheder for at få lov til at foretage shadowing i terminal server, hvorfor man er meget indskrænket i brugen af denne funktion i Microsoft, hvis man ønsker at opretholde bare et minimum sikkerhedsniveau.
Citrix Web Interface for MetaFrame (tidl. NFuse)
Dette produkt er inkluderet i Citrix MetaFrame. Med denne funktionalitet kan applikationer distribueres til en web-browser uden at omskrive programmet til HTML! Det betyder reelt, at brugeren kan få adgang til alle sine applikationer hvor som helst, denne har adgang til en standard web-browser! Med det medfølgende Citrix Secure Gateway sikres kommunikationen desuden med 128 bit SSL kryptering samt certifikater.
Lokale Ressourcer*
Både W2K og MetaFrame understøtter, at brugeren kan få adgang til lokale ressourcer så som harddisk, floppy-drev m.v. Forskellen er dog, at denne mapping sker automatisk i MetaFrame, hvorimod det skal ske manuelt under W2K.
Publicerede appplikationer
I Microsoft Terminal Server har man udelukkende mulighed for at distribuere hele applikations-serverens desktop. Brugerne får altså adgang til hele serverens funktionalitet og værktøjer. For at undgå, at disse brugere ændrer på serverens indstillinger, er man nødsaget til at låse desktop'en ned med policies, scripts m.v. Disse tilpasninger skal vedligeholdes i samme takt som man vedligeholder og opdaterer sit Microsoft operativ system.
I MetaFrame XP kan man - som en ekstra funktionalitet - desuden publicere den enkelte applikation i stedet. Praktisk betyder det, at applikationens genvej/ikon "skubbes" ud på brugerens egen desktop. Så behøver man ikke længere, at låse serverens desktop ned og brugeren skal kun benytte sin egen desktop, hvilket giver en meget mere genkendelig brugeroplevelse.
Opsummering
Som man kan se af denne gennemgang, så er en serverbaseret løsning både mulig med W2K fra Microsoft og med Citrix MetaFrame. Den gennemgående forskel på de 2 er dog, at hvor W2K/2003 indeholder de enkelte funktioner, så er disse videreudviklet og finpudset i MetaFrame, således at administratoren også kan anvende i det praktiske virke og ikke kun på papiret.
* Disse funktionaliteter er forbedret i Microsoft Windows Server 2003 med Terminal Service. Artiklen er stillet til rådighed af
AKS Informationssystemer A/S |